I en årrække har holdidrætsgrenene været præget af nedgang i medlemstal, angiveligt fordi det moderne menneske ikke vil lade sig binde af diktatoriske træningstider og forpligtelser overfor engagerede holdkammerater. I stedet har golfbaner, fitnesscentre og uforpligtende løbestier i bynære skove oplevet en stor vækst i antallet af brugere, der sværger til individets ret til ultimativ frihed og til at være sig selv næsten nok.

Jeg er selv hoppet på vognen. Væk fra den faste træningstid i basketball hallen tirsdag aften, hvor sofaen og mageligheden lidt for tit er en hård modstander og ud på løbestierne, der bare venter på, at jeg har tid og lyst. Helt ærligt det har jeg sjældent – måske tid men ikke lyst. Det hjælper sjovt nok lidt, at der er temmeligt mange andre, der løber samme på rute, når jeg endelig kommer afsted. Vi knokler i fællesskab – lidt ligesom på basketball-banen. Og jeg kan – ganske diskret – lade mine medløbere indgå i en lille leg; hvor mange kan jeg nå at overhale, hvor længe kan jeg følge med de hurtige og den slags, der for kilometerne til at gå. Men jeg synes stadig, at det er dødsygt at løbe. Det hjælper lidt at tage tid på ruten. Jeg keder mig stadig, men når løbet først er overstået, kan jeg plotte tiden ind i et regneark og bruge ret lang tid på at analyserer mine skridt og fremskridt. Velkommen til narcissismens højborg.

Gennembruddet er kommet med indkøbet af en pulsmåler med GPS.

Snak om fede danskere, der motionerer for lidt. Giv dem en pulsmåler med GPS; jeg lover, at der bliver traffikpropper på stierne og kiloene vil rasle af. Pludselig bliver det sjovt at løbe. Måske ikke, men jeg har i hvert fald aldrig selv været ude og løbe så tit. Jeg vil sågar være tilbøjelig til at påstå, at jeg ind i mellem ser frem til turene. Indrømmet, narcissismen er drejet yderligere en omgang – nu er det ikke længere blot min navle, men også min hjerterytme, jeg kan betragte i detaljer. Og jeg behøver ikke længere at bekymre mig om de andre løbere i skoven; nu er der dukket en lille mand op på displayet på mit pulsur. Det er ham, jeg løber imod, og det er blevet en tvangstanke ikke at tabe til ham; den lille mand er nemlig en virtuel klon af mig selv – et spejlbillede af mig selv sidst jeg løb ruten. Og når jeg kommer hjem, kan jeg ikke blot plotte sluttiden ind, jeg kan analysere stort set hvert eneste skridt og opnå ny erkendelse om mig selv. For eksempel kan jeg se, at jeg løber hurtigere ned ad bakke end op ad bakke. Mere overraskende har jeg opdaget, at min max fart op ad bakke (jeg er dog ikke helt klar over GPS’ens definition på en bakke) er større end min max fart på den flade del af ruten. Min kone griner ad mig.

Seneste skridt er, at jeg er begyndt at uploade mine data til et internationalt løber community på nettet. Mennesket er jo i sidste ende et flokdyr, så som en del af flokken jeg vil gerne dele mine ruter og oplevelser med lidelsesfæller. Det, viser det sig, er der rigtig mange, der også gerne vil. Jeg kender dem ikke, jeg ville ikke kunne genkende dem på gaden, men via nettet kan jeg med et snuptag komme ind under huden på dem. Jeg har downloadet et par århusianske ruter registreret af andre, ukendte GPS-addicts. Jeg ved ikke, hvordan de ser ud, men deres indre har jeg indblik i. Jeg ved alt, om hvordan deres hjerter pumper – op ad bakke, ned ad bakke, meter for meter. Det kan man da kalde indsigt i sine medmennesker.

Og nu er ringen sluttet. Jeg har forladt fællesskabet i idrætshallen, for at dyrke friheden for mig selv, blot for at opdage at jeg er draget ind i en ny form for fællesskab. Måske fordi det i sidste ende er ret meget sjovere at gøre ting sammen med andre. Med de bånd, der deraf følger.

Jeg har overvejet, om mit løber community repræsenterer Foreningslivet 2.0. Jeg tvivler. Andre nye virtuelle communities som f.eks. start2run lever jo også netop i kraft af at bringe folk sammen – fysisk. Helt ærligt tror jeg faktisk, at jeg selv er på vej tilbage til hallen og min fornemmelse er, at flere andre er på vej i samme retning. Det virtuelle fællesskab er praktisk, kvadratisk og ganske uforpligtende, men jeg savner det fælles bad.