D. 23.-26. februar stod IDAN for konferencen Idrættens Rum og Rammer. Det foregik i Arena Nord i Frederikshavn. Jeg havde kun mulighed for at deltage d. 26 i forbindelse med den del, der blev kaldt Idrættens iværksættere, som ACTIVE stod for i samarbejde med IDAN.
Der blev faktisk – som lovet i konferenceprogrammet – mulighed for, at aktørerne i det idrætsrelaterede danske iværksættermiljø for første gang kunne diskutere fælles anliggender.
Målsætningen som var og er fortsat er at skabe et nyt og permanent netværk for matchmaking og innovation mellem forskningsmiljøet, iværksætterne og den danske idrætsverden og det rammer i kernen af det, vi skal og gør på ACTIVE institute. Vi noterende en del undervejs. Her følger lidt af det, som nu indgår som baggrund for vores videre arbejde med effektuering af målsætningen.
Generelt er der enighed om, at et netværk i en eller anden form er en god ide og dermed, at der er behov for, at ”nogen” gør noget og det må bare ikke koste noget – andet end tid. Det er hårde betingelser …
En af de ting, som virksomhederne er interesseret i, er at få gjort op med den modvilje som findes hos foreningsidrætten. Virksomheder gav udtryk for, at de i nogle tilfælde ligefrem har en oplevelse af, at kommercialisering anses som det onde sat over for det gode nemlig frivillighed.
Derfor vil virksomhederne gerne have en enhed, som kan agere icebreaker og forestå arbejdet med det paradigmeskifte, som i givet fald skal gøre mødet mellem forretningsfolk og frivillige helt naturligt og ligefrem en del af kulturen.
Flere virksomheder gjorde opmærksom på, at den værdi et kommercielt ben kan tilføre idrætten i mange tilfælde kan vise sig at være løsningen på nogle af de opgaver og udfordringer foreningerne står med.
En anden spændende ting var, at flere argumenterede for radikal åbenhed i omgangen med nye ideer. Der blev i den forbindelse foreslået en art først til mølle med det bedste og billigste produkt som ”vinder” i en verden, hvor der skydes en hvid pil efter intellektuelle rettigheder, patenter og anden juristeri.
Andre var interesseret formidling af kontakt til kunder forstået som samarbejdspartnere i forbindelse med udvikling af nye produkter. Der blev primært slået på to ting. For det første det positive ved en sparring med dem, det hele drejer sig om, for det andet behovet for plads til at afprøve nye ting i den ”virkelige” verden.
Andre igen savnede rammer hvor alle praktiske ting i relation til en innovationsproces kan ordnes. Man nævnte et gammelt kendt fænomen, som måske især små og mellemstore virksomheder lider under, nemlig angsten for at bruge ressourcer på de forkerte ting herunder og ikke mindst den administrative del af en innovationsproces.
Og meget mere …
Vi er nu i gang med at planlægge, hvordan vi i første omgang i samarbejde med IDAN kommer videre med at honorere fremtidens perfekte platform for idrættens iværksættere her i Danmark.
Endnu ingen kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL