For ikke så længe siden hørte jeg i Harddisken, en af mine favorit podcasts, et fascinerende indslag om en af de (forholdsvis) nye muligheder, som tilbydes på the world wide web.

Nu kan alle med en internetforbindelse få lavet en kortlægning af sit genom. Man går ikke til lægen, nej man går f.eks. til firmaet 23andMe.

Det fungerer på den måde, at man betaler 399 dollars, udfylder af en online formular og fremsender genmateriale. Sidstnævnte sker i form af en ikke uanselig mænge spyt. 3 – 4 uger efter får man en mail, med link til en online konto, hvor resultatet kan findes.

I følge 23andMe’s værdisæt handler det om åbenhed, og dermed om at give enhver adgang til information og det, man kan gøre med information – i dette tilfælde om sit eget genom.

Lyder det bekendt eller slet og ret som en reference til Google og deres mission nemlig at ”[…] organisere verdens information og gøre den almindeligt tilgængelig og nyttig” er der en grund til det. Den ene af stifterne af 23andMe, Anne Wojcicki, er gift med Sergey Brin, den ene af Google stifterne, og Google er også er en af hovedinvestorerne i firmaet.

Indslaget på Harddisken er, i lighed med de fleste andre indslag derfra, værd at lytte til. De angriber umiddelbart sagen fra den mest oplagte vinkel og spørger dermed, om vi vil og tør tage testen og frem for alt, om vi overhovedet kan stole på den.

Det handler om sygdomme og det billede af sygdomme, man er disponeret for, analysen af giver, og sidenhen om muligheden for at forebygge, hvis man kender sin tilstand.

Det giver mening: Hvis jeg ved, hvilke sygdomme jeg er særlig disponeret for, kan jeg også tage de nødvendige forholdsregler med henblik på at undgå de ting, som ”udløser” sygdommen. Spørgsmålet er imidlertid, om 23andMe giver et bedre grundlag for at gøre det.

Konklusionen på den del af indslaget, for nu at gøre en lang historie kort, er, at de informationer, som 23andMe og andre lignende firmaer er i stand til at organisere og præsentere, ikke rigtig kan bruges til det helt store. I mange tilfælde kan de ikke bruges til noget som helst. Men sådan bliver det ikke ved med at være, hvorfor ideen giver endog særdeles god mening.

Nu vel … Indehaver af informationer på 23andMe kan stille dem til rådighed for forskning, og kan desuden udforske sin oprindelse. Men en af de ting, jeg synes er spændende, er at man efter eget valg kan dele sine informationer med andre aka venner, bekendte og andre interessenter.

Det foregår i stor stil. Folk organiserer sig med andre omkring genomer. Man diskuterer, sammenligner eller som den ene af gæsterne i Harddiskens studie, Lone Frank, forfatter og videnskabsjournalist med en baggrund som forsker og ph.d. i neurobiologi, udtrykker det: Det er det rene FaceBook!

Lige netop den del kan være en social ting og intet andet. Nogen vil sige, at det gør det ligegyldigt. Det er jeg ikke enig i – al den stund, at mennesket er et socialt dyr.

Noget andet er, at hele fænomenet går uden om lægestanden, hvilket også gælder for den samtale om (potentielle) sygdomme, der er opstået.

”Det rene FaceBook” kan er for mig at se en decentralisering af samtalen om sundhed. Det giver en mulighed for en art kollektiv intelligens eller mangel på samme i relation til sygdom og det, man f.eks. bør gøre, for at undgå en bestemt sygdom.

En konsekvens bliver, som Lone Frank også gør opmærksom på, patienter, som er mere bevidste om sin egen situation og således også ønsker at tage hånd om sin sundhed, idet man sammen med andre undersøger sin sundhedstilstand, anbefaler hinanden måder at takle den på osv.

Med andre ord: På godt og ondt er 23andMe et eksempel på Web 2.0 appliceret på vores forestilling om sundhed. Det kan man grine eller ryste på hovedet ad. Jeg mener, at det skal tages alvorligt.