Dele af den italienske og engelske presse var sure i forbindelse med dette års udgave af Giro d’Italia. De ville ikke referere Lance Armstrongs beskeder på Twitter. Årsagen var, at sidstnævnte ikke umiddelbart talte direkte med dem, men i stedet skrev til sine 1,012,450 followers på Twitter. Armstrong selv var ligegald.

Forud for ”dramaet” gik 9. etape, hvor rygtet vil vide, at Armstrong havde været en af primusmotorerne i en beslutning om at køre langsomt, farce-agtigt langsomt, af hensyn til det, han mente, var problemer med sikkerheden på ruten. Armstrong brugte Twitter og ikke pressen til at fortælle om sin situation.

Amstrong er et ekaltant eksempel på en sportsstjerne, som har fået og i mange tilfælde vælger den direkte kontakt til sine fans via ”det sociale net”. Han er ikke den eneste sportsstjerne, som bruger Twitter til at informere fans. For nylig bragte The New York Times en artikel, som fortæller, hvordan fænomenet Twitter breder sig blandt amerikanske sportsstjerner.

Det fik Ben Parr fra Mashable til at reflektere lidt over tingene. Parr er ikke sen til at konkludere, at måden, hvorpå sportsstjerner eksponerer sig selv, er ved at ændre sig.

Det er formen, som er meget direkte, som gør Twitter attraktiv både for den, som skriver, og dem, som følger. ”What are you doing?” står der over tekstfeltet på Twitter, og det er præcis det, folk som Armstrong fortæller om og aldrig med mere end 140 tegn. Beskeder på Twitter er spontane og i mange tilfælde personlige. Det er overkommeligt både for afsender og modtager. Twitter fungerer.

Men der er mere i det, og det vil jeg gerne vende tilbage til. Her vil jeg nøjes med at undre mig over taktikken hos den italiensk presse. Jeg mener, Armstrong bruger en kanal, hvor han kan informere uden om dem. De reagerer ved ikke at ville snakke med ham … ?

Problemet for pressen er, at Armstrong har et alternativ, det har de ikke. De lever af folk som Armstrong og er på spanden, hvis de ikke fortæller om de ting, han siger og gør. Det, at de boycutter Twitter, cementerer for mig at se, at de her er spillet fuldstændig af banen.

Det gælder al den stund, at Armstrong vitterlig er en gigantisk verdensstjerne eller slet og ret nøglen til brød på bordet for en presse, som for mig at se her er et perfekt eksempel typer og en kultur, som i den grand er presset i knæ. Nye medier er godt for nogen – ikke for alle.