ACTIVE Strategy er en strategisk proces rettet mod (idrættens) beslutningstagere, som skal klædes bedre på for at kunne fremme sport, motion og bevægelse, hvor den hidtil er mest fraværende.
ACTIVE Strategy skal både fremstå som en understregning af, at bæredygtighed i udviklingen af land og by også handler om sport og motion og som arbejde rettet mod at identificere de reelle forhindringer for udbredelsen af idræt og fysisk aktivitet. Og her forstås såvel, fysiske som mentale, sociale og kulturelle aspekter ved idrætten. Det handler om meget mere end “vaskebræt” og sygdomsrisici.
Naturen spiller ligesom de bolignære områder ofte en stor rolle for den generelle sundhed, og ”Health Design” er blevet et nyt omdrejningspunkt indenfor landskabsarkitekturen. Begrebet udløber fra teorier, der anskuer sundhed fra et holistisk synspunkt, og som fortæller, at landskabets design kan have en indvirkning på menneskers sundhedstilstand.
Aktiviteter i byerne fortæller ifølge byudviklere en historie om byernes (livs)kvalitet. Den by, som har attraktive faciliteter tæt på borgernes hverdag, vil opleve mere leg, cykling, løb, spil og i det hele taget mere liv i bybilledet. Det politiske argument for byudvikling med fokus på at skabe fysisk aktivitet er et scenarie, der kan beskrives som “flyt én sten, og se fem fugle flyve”. Gevinsterne (fuglene) er en levende by, en attraktiv by, en sikker by, en bæredygtig by og en sund by. Mere inferiøre tanker, om at den by, virksomhed eller skole, som kan skabe de bedste forudsætninger for borgernes, medarbejdernes eller elevernes aktiviteter, også vil sikre sig de bedste borgere, medarbejdere eller elever, passer også i denne logik.
Motivationsteoretikere siger, at hvis vi har det sjovt, så er vi også mere aktive. Uden motivation bliver den fysiske aktivitet en pligt i stedet for fornøjelse. Men vi er forskellige, og hvad motiverer? Nogle mennesker nyder deltagelsen i idræt og motion hele livet, mens andre aldrig rigtigt kommer i gang.
ACTIVE Strategy betyder opfølgning på de skitserede – og mange flere – problemstillinger. Debat er fint, handling kan være godt, mens reflekteret handling fra (idrættens) beslutningstagere kan være rigtig godt.
Endnu ingen kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL