Når vi taler om Sportcasting 2.0, siger vi, at indholdet er brugergenereret og formen dialogorienteret. Vi siger desuden, at den enkelte bruger helt og holdent kontrollerer sine data, som ikke kun er tekst, billeder og lyd, men alle data, som interesserer og fortæller noget om sport.

Det der med ”alle data, som interesserer og fortæller noget om sport” skal tages helt bogstaveligt, for der kan vitterlig være tale om data, som fortæller noget om meget forskellige ting.

Det bringer mig videre til ”body computing”, som man har talt om siden 2007 og formentlig længere end det. 2007 var snarere året, hvor den første udgave af Body Computing Conference løb af stablen, og det har den netop gjort for tredje gang.

Hjertelægen Leslie Saxon indledte i 2007 konferencen med at sige: “Forestil dig en verden, hvor du, når du tænder din computer, surfer på internettet og tjekker YouTube, samtidig tjekker din eller dine familiemedlemmers sundhedstilstand.” Ved samme lejlighed definerede Saxon ”body computing” som:

”Med body computing menes implanterede trådløse enheder, der sender data i realtid om kroppen til læger, patienter og pårørende.”

Hvis det er rigtigt, vil jeg mene, at Saxon glemte ”optag” i sin definition. Optag af data er ganske enkelt en forudsætningen for, at noget kan fortælle noget om noget – f.eks. kroppen.

Dernæst vil jeg mene, at der ikke kan ske så meget ved at sætte ”implantat” i parentes, hvilket betyder, at jeg pt. har svært ved at se, hvorfor “wearable computers” eller “on-body computers” ikke kan være indeholdt i definitionen.

Tilsvarende gælder mht. ”realtid”. Data behøver ikke formidles i realtid. Det kan vel også ske efter en begivenhed, så længe data stammer fra kroppen og det, man gør med kroppen. I så fald bliver definitionen til:

”Trådløse (hvad enten de er implanteret eller ej) enheder, der optager og sender data i realtid eller post festum om kroppen til læger, patienter og familie”.

For mig at se er der heller ikke nogen god grund til at begrænse modtageren til at være læger, patienter og familie, så længe personen, der lægger krop til, tillader spredning af data. Dermed ender jeg med en definition, som lyder nogenlunde således:

”Med body computing menes trådløse enheder, der optager og sender data i realtid eller post festum om kroppen til læger, patienter, familie eller hvem som helst, hvis personen giver tilladelse til det.”

I den udgave er body computing et element i Sportcasting 2.0 nærmere bestemt den del, der handler om produktion og deling af data om sin egen kropstilstand – bredt betragtet.

Det behøver ikke at være vildt og voldsomt. I 2009 kan enheden være en smartphone. Her skal man huske på, at smartphones har ”synssans” (kamera), den har ”høresans” (mikrofon) flere og flere har ”stedsans” (GPS), ”bevægelsessans” (accelerometer), ”retningssans” (kompas). Sidst men ikke mindst har den forbindelse til internettet.

Det er interessant, fordi flere og flere af os dermed render rundt med en dims, der kan sanse noget i retning af det, vi sanser om os selv og samtidig har forbindelse til internettet. Det adderer til den del af Sportcasting 2.0, som handler om, at vi hver især er vi vores eget (potentielle) medie outlet, hvor data optages, formidles og deles via the world wide web.

En af de ting, der blev introduceret på dette års udgave af Body Computing Conference, var en prototype af det der kaldes ”Iphone heart rate monitor”.

Det, at en iPhone eller en anden enhed kan optage og præsentere pulsfrekvens, er ikke noget nyt. Det var interessant, lige da det kom frem, men blev ret hurtigt totalt uinteressant for de fleste af os. Det blev det, fordi de data bare er data om os selv, og hvor fedt er det?

I forhold til det er ”iPhone heart rate monitor” et add-on til sociale relationer. Her præsenteres det som en spilmulighed, hvor man deler sin pulsfrekvens i realtid via Facebook, Twitter, SMS eller noget helt fjerde f.eks. i forbindelse med, at man deler billeder, hvor pulsfrekvensen siger noget om modpartens reaktion på billedet.

Lyder mærkeligt – ja, ”iPhone heart rate monitor” gør. Det er misvisende, for det handler jo netop ikke om pulsfrekvens, men om muligheder for spil i en scocial kontekst.

Ellers ikke synes jeg ikke, at det lyder mærkeligt. Man deler jo så meget med venner, bekendte … verden, så hvorfor ikke pulsfrekvens? Er det relevant i forbindelse med Sportcasting 2.0 – i aller højeste grad, og det vil jeg forsøge at skrive noget om på et senere tidspunkt.

Men kan det nu også passe, det dermed forholdet mellem body computing og Sportcasting 2.0 eller er det bare mig, der tror, at jeg har set lyset, spørger jeg mig selv – hvad mener du?