Landsholds orienteringsløbere på Active Testcenter

Landsholds orienteringsløbere på Active Testcenter

Laboratorie test er vigtige redsskaber for at sikre talentfulde orienteringsløberes udvikling

Active testcenter gennemfører i øjeblikket udholdenhedstest med  nogle af de bedste junior eliteløbere fra Dansk Orienterings-Forbund, der trænes af juniorlandstræner Lars Lindstrøm. Testene er et led i den samarbejdsaftale der er indgået med Team Danmark, hvor Team Danmark kan benytte testcentrets faciliteter i løbet af året.

Ved testene  måler vi indledningsvist løbernes kropssammensætning (højde, vægt, fedtprocent, fedtfri vægt og hæmoglobinkoncentration) når de er i hvile. Efterfølgende gennemføres den egentlige udholdenhedstest på løbebånd, hvor vi måler  pulsfrekvens, løbeøkonomi samt koncentrationen af mælkesyre i blodet ved tre til fem forskellige løbehastigheder, der ligger lige under og lige over løbernes intensitet under konkurrence. Hver løbehastighed gennemføres over 5 min og denne del af testen tager altså 15-25 min og indledes med 10-15 min opvarmning. Denne del af testen benævnes som , den submaksimale test, fordi testen foregår ved hastigheder der er noget lavere end den maksimale løbehastighed. Under testen er løberen tilkoblet iltoptagelsesmåler via slange og ansigtsmaske. I den afsluttende maksimale test registrerer vi løbstiden til udmattelse når løberene løber med høj hastighed, hvor hældningen på løbebåndet gradvist øges (juniorherrene løber typisk 18 km/t og juniordamerne typisk 16 km/t). Under testen måles den maksimale iltoptagelse (kondition), laktatkoncentration og pulsfrekvens.

Testene gennemføres som regel 2-3 gange om året. En gang i begyndelsen af grundtræningsperioden i november/december, en gang i marts og en gang i maj/juni måned, hvilket er kort tid inden juniorverdensmesterskaberne. Testene her i Århus gennemføres med de løbere der er bosiddende i det midt- og nordjyske område, således at de kan gennemføre testene tæt på deres træningsmiljø.

Juniorlandstræner, Lars Lindstrøm, har sammen med Team Danmarks testleder, Kurt Jensen, været stærkt medvirkende til at testene gennemføres i Århus, og derudover ser Lars meget gerne en udvikling af testsystemet, der anvendes af orienteringsløberne. Internationale orienteringskonkurrencer foregår ofte i tunge og kuperede terræntyper. Siden midten af firserne har orienteringsløberne derfor udført systematisk styrketræning ved siden af deres almindelige udholdenhedstræning. Muskelstyrken kan selvfølgelig måles gennem traditionelle muskelstyrkemålinger, men indtil videre har udfordringen været at finde en test, som giver en god kobling til funktionelle egenskaber under løb. Det kan derfor være interessant at udvikle den nuværende submaksimale test således, at den kommer til at foregå med hældning på løbebåndet, og løberen dermed skal løbe op ad bakke ved gradvist stigende hastigheder. Lars Lindstrøm har yderligere uddybet sin brug og ønsker til testning i den seneste udgave af Active Match.

Ingen kommentarer »

Endnu ingen kommentarer

RSS feed for kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL

Skriv en kommentar