Der er nu gået 10 måneder siden mit første møde med en fysiologisk udholdenheds- og konditionstest i ACTIVEs testcenter. Og hvilke måneder!!! Dengang var jeg sådan for en almindelig dødelig motionist, iflg Motion Online, i relativt god form med et kondital på 43,5. Jeg løbetrænede 2-3 gange om ugen og nød min ugentlige spinning session i fulde drag. Jo, det var sådan set fint nok.
Men så skete der noget… Synliggørelsen og bevidstliggørelsen omkring de fysiologiske detaljer, som bliver afdækket i en konditionstest – lige fra maksimal iltoptagelse, løbeøkonomi, laktatprofil, kortlægning af præcise aerobe arbejdsområder, fedtprocent og BMI – skulle komme til at få betydning for den træning, jeg siden gav mig i kast med. Vinduerne til at dyrke sport er i en småbørnsmors verden relativt begrænsede, men jeg var supermotiveret for at forbedre min form, og testen gav mulighed for at optimere på min træningsintensitet. Spinninghold 2 blev skiftet ud med det berygtede “spin3″ og dermed 75 minutters høj-intensiv fornøjelse på spinningcyklen. Distancen på løbeturene er sat op fra 5 til 10 km. i det omfang det er muligt, ligesom stepskoene bliver knyttet en gang om ugen her i vinterens sne og kulde.
Nyt resultat
Onsdag den 13. januar 2010 var datoen for min opfølgende test – hvor jeg skulle til eksamen på formkurven. På en fredag-eftermiddagløbetur før jul løb jeg sammen med kollegaerne op ad bakken ved Væddeløbsbanen, og der var ingen tvivl om, at dynamoen kørte bedre, end da vi trænede til DHL stafet i august – men hvor stor mon forbedringen ville være i kolde tal? På vægten står nålen på 5 kg. mindre end i marts 2009 – og min maksimale iltoptagelse er også gået frem, sådan at mit nye kondital nu ligger på 49,9. Dermed kan jeg glædes over en konditionsfremgang på 15%, -”bare” ved at gå lidt mere til stålet i de timer, jeg har mulighed for at investere i sport.
For mig har konditesten været en mega-motivator – sådan er det nok, når man ikke har spor imod at konkurrere med sig selv
Og for at fastholde udfordringerne på udholdenhed må den næste milepæl være at nakke en halvmaraton i den kommende løbesæson….
[...] i at vide mere og undersøge, om en test er noget for dig, kan du læse historien om en motionists testoplevelse på ACTIVE institutes [...]
[...] i at vide mere og undersøge, om en test er noget for dig, kan du læse historien om en motionists testoplevelse på ACTIVE institutes [...]