Så er konferencen om Eventbaseret Innovation gennemført. Det var en rigtig god dag med masser af gode indlæg og god feedback på de tanker om Evenbaseret Innovation, som er udsprunget af ACTIVE institute. Over de næste dage samler vi op og udsender link til alt relevant materiale fra dagen. Hermed vores (presse)meddelelse fra dagen:
Canadieren Walt Judas fra OL-byen Vancouver gav torsdag gode råd til de fire jyske byer om de udfordringer og muligheder, der ligger i det danske værtskab for EM-slutrunden for U21-landshold. DBU-direktør opfordrer iværksættere om hjælp til at gøre U21-slutrunden til en succes.
”Hjælp os!”
Sådan lyder opfordringen fra DBU’s Christian Bordinggaard til danske iværksættere og andre med gode og utraditionelle ideer. Christian Bordinggaard er turneringsdirektør for EM-slutrunden for U21-landshold, der næste sommer afholdes i Danmark, og som er den største begivenhed i UEFA regi 2011.
”Det er også den største organisatoriske opgave i DBU’s historie – og vi kan ikke løse den alene,” lød meldingen fra Christian Bordinggaard torsdag på en konference på Viborg Stadion. Her var repræsentanter fra erhvervslivet, sportens verden, iværksættere, de tre værtskommuner og Region Midtjylland samlet for at drøfte de mange udfordringer og muligheder, der følger i kølvandet på den store fodboldbegivenhed, der holdes i perioden 12.-25. juni næste år i Viborg, Århus og Herning.
Det er især de mange praktiske udfordringer med serviceringen af de tilrejsende tilskuere, pressefolk og frivillige, der trænger sig på, men herudover er ambitionen, at det danske værtskab bliver så succesfuldt, at UEFA kommer igen.
”Vores mål er, at gæsterne vil sige: Det var dog en fantastisk begivenhed, så Danmark også er inde i varmen næste gang, der skal fordeles store begivenheder,” understreger Christian Bordinggaard, som ikke nødvendigvis efterlyser store forkromede løsninger:
”Måske er det de små ting, der har den største gennemslagskraft og som gør den største forskel.
Begivenheden bliver en blanding af idræt på højeste niveau, sundhed, glæde, medier og oplevelser,”” siger Christian Bordinggaard. Han tilføjer til beroligelse for fodboldentusiasterne: Alt det sportslige har vi styr på!”
Konferencen havde deltagelse af omkring 150 personer, heriblandt canadieren Walt Judas, Vice President ved Tourism Vancouver, og han kom med helt friske erfaringer fra det netop afholdte Vinter OL.
En af hans vigtigste pointer er massiv brug af de nye medier. Foruden naturligvis hjemmesider også bloggs og sociale medier som Facebook, Twitter, mobiltelefonservices og You Tube.
Walt Judas berettede om det store forarbejde, og om hvordan man målrettet havde benyttet OL til at promovere byen.
”Før OL var der ikke mange der kendte Vancouver for andet end en by med bævere og masser af natur. Det olympiske brand gjorde, at vi fik nogle helt fantastiske muligheder for at gøre reklame for byen. Målet var, at folk skulle kende den, anbefale den til andre og få lyst at komme tilbage f.eks. for at holde konferencer,” forklarede Walt Judas, som også understreger vigtigheden af et stort og solidt netværk og samarbejde på mange planer.
”Vores største udfordring var alt det, der skete udenfor sportsarenaerne. Vores ambition var, at alle, ikke mindst de 25.000 frivillige skulle føle sig godt tilpas, og at ingen måtte blive væk, så vi uddelte 300.000 gratis kort, og arbejdede intensivt med information på mange forskellige platforme, bl.a. kunne man løbende på mobiltelefon få oplysninger om aflysninger, ændringer og særlige begivenheder,” fortalte Walt Judas, der også havde et lille fif med til arrangør-byerne og en opfordring til sponsorer: ”Folk er vilde med alt der er gratis!”
Konferencen med titlen Eventbaseret Innovation var arrangeret i et samarbejde mellem konsulentfirmaet Seismonaut og ACTIVE institute ved Aarhus Universitet, Region Midtjylland og de tre midtjyske værtskommuner.
Iværksættere kan ved henvendelse til projektledere i de fire kommuner og i Region Midtjylland høre nærmere om mulighederne for støtte til udviklingsprojekter i forbindelse med EM-slutrunden.
Endnu ingen kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL