Social in 3D – fokusgruppemøde nr. 2: alt digitalt består af dyt

Social in 3D – fokusgruppemøde nr. 2: alt digitalt består af dyt

Jeg har netop afsluttet 2. fokusgruppemøde i forbindelse med Social in 3D projektet og har lavet følgende opsamling af de input til de data, der kan/bør præsenteres i en 3D-model mhp. at gøre sejlsport mere forståelig.

Must have:

  • Hvem der fører den pågældende sejlads
  • Hvem der fører stævnet samlet
  • Hvordan den enkelte båd er placeret i den pågældende sejlads
  • Hvordan den enkelt båd placeret samlet set
  • Hvordan udvalgte både ligger placeret i forhold til hinanden.

Nice to have:

  • Hvilket ”ben” den enkelte båd befinder sig på.
  • Hvilket ”ben” udvalgte af bådene befinder sig på.
  • Hvor hurtigt den enkelte båd sejler.
  • Hvilken rute den enkelte båd har tilbagelagt.
  • Hvilken rute den enkelte har tilbagelagt i forhold til en eller flere af de andre både.
  • Vindretning (kan evt. ”bestemmes” på baggrund af banens placering, men det vil selvfølgelig være bedst, hvis vi kan basere det på data fra banen).
  • Hvem der er højdespringer i feltet – altså den båd, der er rykket flest placering op i løbet af dagens sejladser – evt. i løbet af et enkelt tilbagelagt ben etc..
  • Hvor hurtigt den enkelte båd nærmer sig et mærke i forhold til en eller flere andre både, som har samme retning og hastighed: to både kan godt sejle lige hurtigt, på samme halse, tilsyneladende side om side og dog formår båd a f.eks. at gå højere til vinden og dermed nærme sig topmærket hurtigere end båd b.

Ide: 505 sejlere sætter altid spiler på slør, det betyder, at spileren kan være noget af det, der indikerer, hvilken halse båden befinder sig på (f.eks. fra topmærke mod bundmærke), kan vi få bådene til at sætte spiler på slør i 3D, kan man derved skabe (endnu) et visuelt indtryk af bådenes placering?

Dataspring:

Vi skal have fokus på, hvordan vi arbejder med ”dataspring” og de øvrige uregelmæssigheder, som GPS’erne giver. Der vil være dataspring, og det vil formentlig ramme de fleste af bådene i løbet af en sejlads.

Her skal vi være opmærksomme på, at bådene vender og dermed ændrer retning, hvilket betyder, at vi ikke bare f.eks. kan beregne en rute baseret på retning og hastighed sidst, vi havde kontakt med den. Vender båden i mellemtiden, kommer det til at se ret dumt ud.

Vi skal altså arbejde med en måde, hvorpå vi kan vise, at en båd er udsat for dataspring, og dermed at man skal tage pågældende med et gran salt. Båden kunne f.eks. skifte farve, når den er udsat for dataspring. En anden og måske bedre løsning kunne være, at båden bliver mere og mere transparent jo længere dataspringet er.

Bemærkninger:

Der er også vigeregler i sejlads: Styrbord har retten, luv viger for læ m.v., det kunne man også markere. Sejlere ved det selvfølgelig, men hr. og fru. Jensen vil kunne få noget ud af det.

I en (mere eller mindre) fjern fremtid kunne man måske forestille sig, at den enkelte sejler kan forme sin egen båd (som en avatar) op til sejladsen og således vælge farve på båden, sejlfarve m.v.

Nb.: Dagens citat (Michael): “Alt digitalt består af dyt …” (eller noget i den retning).

Ingen kommentarer »

Endnu ingen kommentarer

RSS feed for kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL

Skriv en kommentar