I artiklen Web 2.0 fra 2005 skitserer Tim O’Reilly en række træk, som han mener karakteriserer Web 2.0-virksomheder. Han bruger bl.a. Google som eksempel. Det er der en god grund til. Google er på mange måder paradigmet på den type virksomhed, som har forstået at udnytte de nye muligheder, som internettet giver.

Google er først og fremmest en omkostningseffektiv og skalerbar service. Alt eller i hvert fald det meste varetages af brugerne selv. Lige fra selve søgningen, som er kernen i virksomheden, over oprettelsen af sin Google-profil med tilvalg af Gmail, kalender, docs, YouTube, Picasa m.m. til køb og administration af Google AdWords, for bare at nævne en brøkdel af de tjenester, Google stiller til rådighed. De fleste funktioner er gratis og ekstremt brugervenlige.

Google udvikler programmer, som kan anvendes på tværs af enheder. Search er Googles kronjuvel og et rigtigt godt eksempel. Alle med adgang til internettet kender til søgning på Google, via en almindelig stationær eller bærbar computer. Heroverfor er søgning på en iPhone eller en af efterhånden mange androidbaserede smartphones tilpasset mobilitet. Således gør Google det muligt at søge ved hjælp af talegenkendelse. Det betyder, at man f.eks. kan gå eller lave noget andet og foretage en søgning samtidig, og resultaterne er som nævnt afstemt svarende til den lokation, man befinder sig på.

Google udnytter kollektiv intelligens. Kernen er indeksering af information på internettet. Hvis 1000 sider linker til siden A, får A en bedre placering end siden B, som 500 af de samme sider linker til. Hvis A linker til C, tillægges C en stor del af A’s værdi, hvilket giver C en bedre placering end B og så fremdeles. Det kaldes ”pageranking” og er opkaldt efter den ene af Googles to grundlæggere, Larry Page. Med Google som udgangspunktet kan man sige, at informationen (kan) findes, hvis vi linker til den. Det, der kan findes, er vi fælles om at anerkende, hvorfor det, der ligger øverst i søgeresultatet, er et udtryk for vores intelligens.

Google opsamler data, som er unik. Pagerank eller væsentligheden af links fortæller noget om, hvad folk mener er vigtigt, oprindelsen eller dybden i den overflod af information, som findes på internettet. Det unikke i Google’s databaser er således en kollektiv respekt for information, som de bruger til at servere det bedste resultat for os, der søger noget bestemt.

Google lagrer data, som bliver rigere, jo flere mennesker, der bruger deres service. Et eksempel er ”Click Through Rate” (CTR). CTR den ene af de tre ting, som afgør kvaliteten af de reklamer, annoncørerne opretter på Google. De andre er “relevans” og “landing page quality“. CTR er en integreret del af Google AdWords. Sidstnævnte er omdrejningspunktet i deres Pay Per Click (PPC) indtjeningsmodel eller det, at annoncører betaler, hver gange vi klikker på en reklame. CTR er antallet af folk, som klikker på en reklame, set i relation til de søgninger, der foretages. Jo flere klik, jo højere CTR. Som sådan opfatter Google hvert klik som en stemme, og de anvender feedback’en som led i det at bestemme den pris, annoncører betaler for at optræde på siden.

Google understøtter både elite og “the long tail” inden for brugergrupper. Et godt eksempel er Google AdSense, som gør det muligt for enhver indholdsproducent at integrere Google AdWorlds på sin side. Tekstreklamerne afstemmes indholdet på siden. Klikker en bruger på en reklame, deler Google og ejeren af den pågældende side det beløb, annoncøren betaler.

Google inddrager brugerne i en løbende udvikling og support af sine produkter. Et godt eksempel er Googles udviklingsmodel. (Næsten) alt, hvad Google lancerer, præsenteres i en halvfærdig eller i betaversion. Bag enhver hjælp-knap gemmer sig en del-dine-ideer-knap, anno 2010, d. 27/4, kl. 14.11 f.eks. i forbindelse med programmet Google Wave, hvor 22.447 mennesker har registreret 11.376 ideer og afgivet 377.207 stemmer på ideer, som de mener, at holdet bag programmet skal arbejde videre med. Programmet lever online i “Google-skyen”, hvilket betyder, at de kan justere og forbedre programmet løbende.

Sidst men ikke mindst benytter Google letvægts brugergrænseflader og udviklingsmodeller. Google Maps er et godt eksempel. Alle kan integrere eller “embedde” Google Maps på sin side. Men alle kan også udvikle sin egen service baseret på Google Maps via et åbent programmeringsinterface, der stilles til rådighed.

Google er ganske enkelt konge-eksemplet på internettet forstået som en platform, som netop var temaet på den første Web 2.0-konference. Intet sted leverer Google indhold. De leverer til gengæld en række services og fungerer dermed som en platform eller slet for ret platformen, hvor vi – folket – finder, genfinder, filtrerer og får struktur på en overflod af information. De tager ikke penge for det, men tjener penge på, at vi er online og hele tiden har behov for ting, og derfor klikker på de reklamer, de præsenterer for os.

Google tjener kassen, og annoncørerne rammer sin målgruppe. Sidstnævnte får ikke stoppet et budskab ned i halsen, men eksponeres for links til ting, der er afstemt i forhold til de ønsker og intentioner, de har. Det gør Google til vindere, det gør annoncørerne og dem, der eksponeres for annoncer, til vindere. Det er genialt.

Jeff Jarvis – What would Google do, originally uploaded by Boris Veldhuijzen van Zanten

Hvad kan vi lære af det, spurgte Jeff Jarvis, da han i 2008 udgav bogen What Would Google Do? I bogen uddrager han essensen af det, som gør Google til en succesfuld virksomhed og spørger på den baggrund: ”Hvad ville Google gøre – hvis det var: en bilfabrikant, et teleselskab, en uddannelsesinstitution …?”

Hvad ville Google gøre, hvis det var en idrætsorganisation?

Moderne internet er om noget en kraftfuld påmindelse om, at den perfekte løsning er et fatamorgana, der stammer fra en tid, hvor verden var så lille, at vi kunne overskue det meste og derfor også kunne overbevises om, at overnaturlige kræfter var årsag til de ting, man ikke forstod.

Når nu det er sådan, giver det vitterlig mening at forsøge at positionere sin forretning som en platform og dermed en række muligheder, som alle udspringer af de ting, folk har behov for som led i at realisere drømme og ambitioner.

Så hvad ville Google gøre, hvis det var en idrætsorganisation? Man ville selvfølgelig have en vision om at være CO2 -neutral, men ud over det, ville man være rigtig gode til at facilitere mødet mellem mennesker og således være dem, der f.eks. ved, hvad der findes af møde- og koordineringsværkstøjer og på den måde gøre det langt nemmere for folk i Tønder at kommunikere med folk i Rødovre eller Thisted.

Man ville skabe et miljø, hvor det var nemt at sætte i værk og måske oven i købet tjene penge på det. Man ville lave en 80-15-5-regel: 80% af tiden skulle bruges på de ting, der får forretningen til at fungere her og nu, 15% skulle bruges på at forbedre og innovere disse processer, 5% på at tænke fuldstændig ud af boksen osv. osv.

Nb.: Nærværende er indgår i en række af posts, som bliver publiceret i løbet af efteråret. De stammer fra et arbejde jeg lavede for IDAN som et led i projektet Idrættens virtuelle arenaer.