I 2006 offentliggjorde Jakob Nielsen artiklen Participation Inequality: Encouraging More Users to Contribute.

Det fremgår her, at omfattende undersøgelser har vist, at aktiviteten eller bidrag pr. bruger i et (online) fællesskab følger en 90-9-1 regel. 90% af brugerne lukrerer på andre brugeres bidrag. De læser eller observerer, men bidrager ikke med noget. 9% bidrager fra tid til anden og oftest som konsekvens af det, andre har startet op. 1% skaber 90 % af indholdet. Man tale om en ”power law of participation”, som er en hyperbel, hvor x-aksen repræsenterer antallet af brugere og y-aksen aktivitetsniveauet.

Et eksempel er danskernes brug af Twitter. Kun 3% af alle brugere har opdateret mere end 1000 gange. Af “the talking heads” står de mest aktive 319 talking heads tilsammen for halvdelen af alle tweets lavet af samtlige 20.000 danske twittere. Det betyder, at de mest aktive (1,6%) af alle danske twittere har stået for halvdelen af alle tweets.

Det er vigtigt at forstå. Internettet har vist os, at fællesskaber ikke handler om, hvordan man overvinder ”the power law of participation”. Det kan man ikke. Man kan til gengæld forsøge at ændre forløbet af hyperblen og dermed reducere mængden af passive brugere, samtidig med at man hæver mængden af brugere, som bidrager samtog ti de få, der skaber langt størstedelen af indholdet.

Clay Shirky har formentlig tænkt på the power law of participation, da han i forbindelse med sit indlæg på The Web 2.0 Conference i 2008 under overskriften Gin, Television, and Social Surplus pegede på gin som den ”teknologi”, der understøttede overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Det skete pludseligt og var ødelæggende for alt, hvad man kendte til. Det eneste, man kunne gøre for at klare det, var at drikke sig fra sans og samling.

Det var først, da man i slutningen af det nittende århundrede vågnede af sin brandert og indså et socialt overskud snarere end ulempen i at være så mange samlet på et sted, at industrialiseringen – herunder en række moderne institutioner – for alvor slog igennem.

I den vestlige verden fandt en tilsvarende omvæltning sted i tiden efter 2. Verdenskrig, hvor stigende velstand og orden på arbejdsmarkedet ”tvang” folk til at forvalte en stigende mængde fritid. Denne gang var det ikke gin, men “sitcom”, som gjorde folk i stand til at bedøve sig selv og dermed håndtere det nye ved situationen. Spørgsmål er nu, om internettet kan være det, der er ved at få os til at vågne op og se overskuddet i vores situation.

Et eksempel er Wikipedia. Det har taget i omegnen af 100 millioner timers tanker og handlinger at skabe Wikipedia. Sættes det i forhold til de 200 milliarder timer, den amerikanske befolkning bruger om året på at se tv, kommer det frem, at det svarer til 2.000 Wikipedia-projekter om året. Overføres det til danske forhold, bruger vi svarende til 33 Wikipedia-projekter om året på at se TV.

Hele verdens internet-befolkning ser i alt omkring én billion timers tv om året. Hvis 1% bruger deres del af 1 billion timer på at lave f.eks. projekter af en størrelse som Wikipedia, vil de tilsammen kunne producere 100 Wikipedia-projekter om året. Hvis 9% brugte tid på at bidrage og 90% tid på at læse, se og lytte, ville verden se anderledes ud.

Verden ser rent faktisk anderledes ud, og Wikipedia er et godt eksempel på det. Men ét Wikipedia-projekt er også et hint om, at internettet ikke kommer til at betyde, at vi ikke sidder og ser VM i fodbold i sofaen. Det betyder blot, at vi vil gøre det mindre.

The power low law of participation – også i idrætten:

Det er vigtigt at forstå, at the power law of participation ikke er et online fænomen. 90-9-1 reglen er en tendens for aktivitetsfordelingen i enhver større gruppe. Internettet har bare gjort det nemt at konstatere, at det forholder sig sådan.

F.eks. er der af de ca. 1,8 millioner mennesker, der er medlemmer af DIF og DGI, statistisk set 18.000, som står for 90% af indholdet. Det er dem, man kalder for ildsjælene. 162.000 står for 9%, mens hele 1,62 millioner hænger på og benytter sig af alt det, som de andre får til at ske.

Det skal man ikke græde over, for sådan hænger verden nu en gang sammen, men har man f.eks. styr på, hvem der tilhører hhv. den ene, de ni og de halvfems procent? Det er jo ret væsentligt at vide, hvem der står for de 90% af indholdet. 18.000 ildsjæle rummer et fantastisk potentiale, hvilket de ting, der allerede sker, er et synligt bevis på.

Spørgsmålet er, om der kan gøres noget for at gøre det nemmere, sjovere og mere spændende at høre til den ene procent, og om man evt. kan forskyde fordelingen lidt. Kunne man f.eks. arbejde med en profil på en ildsjæl og dernæst spørge sig selv, hvad man skal gøre for at tiltrække den slags mennesker?

Men først og fremmest først skal man åbne meget mere op for samarbejde og feedback. Det er jo ikke fordi, man ikke vil, man bruger bare ikke det værktøjer, der gør det muligt – eller slet og ret internettet. Ved brug af internettet kan man for alvor begynde at løfte den kollektive intelligens, som idrættens aktører ligger inde med. Det kræver mod og dermed også mod til at se i øjnene, at man gør tingene helt forkert.

Nb.: Nærværende er indgår i en række af posts, som bliver publiceret i løbet af efteråret. De stammer fra et arbejde jeg lavede for IDAN som et led i projektet Idrættens virtuelle arenaer.