Besøg af en Me-Mover…

Torsdag den 6. oktober 2011 var langt fra en helt almindelig dag på kontoret for vores idrætsfysiologer i ACTIVE testcenter. En normal dag byder som oftest på fysiologiske tests af eliteidrætsudøveres udholdenhed og kapacitet, – men på denne dag fik vi besøg af en Me-Mover og dens opfinder. Formålet var at få analyseret Me-Moverens potentiale som fremtidens kombination af transportmiddel og effektivt, konditionsfremmende redskab.
En Me-Mover – hvad er det?
Ikke siden Segway’en har noget køretøj vakt så stor opsigt på gader og stræder… En Me-Mover er i modsætning til Segway en pedaldrevet grøn udgave, hvis eneste energikilde er den person, som transporterer sig på den. Det er et trehjulet køretøj med pedaler og kæde, som drøner af sted i gadebilledet lige så hurtigt som en cykel. Det er super skægt at køre på den – og det kan bedst beskrives som en mellemting mellem at løbe på løbehjul, køre på cykel og stå på ski. Check lige dette videoklip af Me-Moveren i action…
Me-Moverens testforløb
Me-Mover med fører placeres forsvarligt på testcentrets løbebånd, og der gennemføres submaximale tests samt all out test med måling af den maximale iltoptagelse. Me-Moverens potentiale kortlægges og måles ved detaljeret analyse af førerens fysiologiske præstation, og træningspotentialet sammenlignes herefter med fysisk aktivitet i løb og på cykel.
Konklusionen på testen blev, at det er lige så effektivt at køre på Me-Mover som på cykel og at løbe højintensitetsløb. Hvis du er interesseret i detaljerne for den fysiologiske test, er du meget velkommen til at læse ACTIVE institutes performance rapport.
Vi på ACTIVE glæder os til, at Me-Moveren kommer ud i handlen… ! Den må blive et hit – og forhåbentlig komme til at bidrage til, at flere mennesker vil lade bilen stå – og vælge denne vanvittigt sjove transportform som et alternativ…


