Skrevet:

13. april 2012

Forfatter:

Jens Bundgaard

Silkeborg satser på elitesport og studier

Kultur- og Fritidschef Freddie Davidsen, Formand for Kultur- og fritidsudvalget Steen Vindum, håndboldspiller Lina Rask (Silkeborg-Voel), Direktør i ACTIVE institute Klavs Madsen, orienteringsløber Søren Bobach (Silkeborg OK) og tidligere fodboldspiller Thomas Poulsen (SIF).


Silkeborg Kommune har mange elitesportsudøvere og ambitiøse klubber, der tiltrækker både danske og udenlandske udøvere.

I Silkeborg Kommune er man opmærksomme på behovet for at sikre og forbedre mulighederne for, at kommunens elitesportsudøvere kan indlede og gennemføre en videregående uddannelse uden at gå på kompromis med deres sportslige ambitioner, og derfor er Silkeborg Kommune en del af elitenetværket AU Elitesport.

Silkeborg Kommune har helt konkret lavet en samarbejdsaftale med ACTIVE institute, der skal synliggøre og styrke mulighederne for at være elitesportsudøver med en dobbelt karriere i Silkeborg Kommune.

Viceborgmester og formand for kultur- og fritidsudvalget, Steen Vindum er begejstret for samarbejdet.

”Vi er en kommune med mange elitesportsudøvere. Dette partnerskab er med til at sikre, at der gives optimale forhold for at kombinere en elitekarriere med en uddannelse. Det styrker klubbernes muligheder for at tiltrække interessante profiler og giver disse en fremtid, når den idrætslige karriere er slut.”

I praksis er det væsentligt at være i konstruktiv dialog med elitesportsmiljøet om mulighederne for at uddanne sig sideløbende med den sportslige karriere og herunder at udnytte den kulturelle værdi, der er forbundet med at sprede budskabet om elitesportsudøvere fra Silkeborg Kommune, som har succes med at kombinere uddannelse og elitesport.

Thomas Poulsen er et eksempel på en elitesportsudøver fra Silkeborg Kommune, som har gennemført en uddannelse (cand.oecon) på Aarhus Universitet samtidig med, at han var fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Om sine studier har Thomas fortalt: ”Det var sejt at komme igennem, men så meget desto større var tilfredsstillelsen efterfølgende. Vi kan ikke alle blive fodboldkommentatorer, så uddannelsen har været min adgangsbillet til min nuværende arbejdsplads.” Thomas Poulsen ser meget positivt på elitesportsudøveres muligheder i Silkeborg Kommune:

”Silkeborg er faktisk en fantastisk sportsby med mange muligheder for elitesportsudøvere.”

Dansk mester i orienteringsløb, Søren Bobach fra Silkeborg OK læser fysik på Aarhus Universitet er meget positiv overfor Silkeborg Kommunes engagement i elitesportsudøvernes vilkår:

“Jeg synes, det er rigtig positivt, at Silkeborg Kommune samarbejder med AU Elitesport om at tydeliggøre elitesportsfolks muligheder for at tage en uddannelse samtidig med, at de kan dyrke deres sport. Det er vigtigt, at man viser, at det faktisk er muligt at kombinere to så vigtige ting som sport og uddannelse, og at det kan lade sig gøre, når man bor i Silkeborg. Jeg tror også, det er et vigtig skridt mod en større forståelse hos de enkelte klubber, at en udøver ønsker at uddanne sig samtidigt. Det styrker udøveren fremad og skaber sikkerhed, når man en gang er færdig med sin sport på eliteplan.”

Håndboldspilleren Lina Rask fra Silkeborg-Voel KFUM, som læser idræt og psykologi på Aarhus Universitet, glæder sig over flere elitesportsudøvere får mulighed for relevant rådgivning:

Med hjælp fra AU Elitesport er min uddannelsesplan blevet overskuelig. Det giver mig en tryghed i hverdagen, som gør mig i stand til at få det maksimale ud af både min sport og mit studie. Jeg har modtaget en meget kompetent vejledning, som har gjort mig i stand til at træffe nogle vigtige valg i forhold til min uddannelse. Den chance for at tale med folk, som både kender til sportens krav og uddannelsesverdenen, håber jeg, at alle med en drøm om en god karriere indenfor begge arenaer vil benytte.

 

 

  • Kontakt

    ACTIVE institute
    Dalgas Avenue 4
    8000 Århus C

    hg@activeinstitute.dk
    ACTIVE +45 87 16 84 19
    Testcenter +45 87 16 84 18
    www.activeinstitute.dk